Introduktion til Sejs-Svejbæks historie

Af: Stig Andersen

Midt i et af Danmarks flotteste naturområder omgivet af søer, skove, ”bjerge” og hede ligger Sejs-Svejbæk – et bysamfund med 4.148 indbyggere (2018). Men den bymæssige bebyggelse er – i historisk perspektiv – noget ganske nyt.

Før 1840 – fattig-Sejs
Der er fundet spor af mennesker i området langt tilbage i tiden, f.eks. 8000 år gamle bopladser fra  Gudenåkulteren, fund fra stenalderen og – ved Hårup – en vikingeboplads.

Navnet Sejs kan spores tilbage til 1658, hvor det skrives Seyse (Læs mere om dette i artiklen: “Hvorfor navnet Sejs-Svejbæk” ). Stedet havde et dårligt ry. I landsbyerne i sognet sagde man, at her boede tyve, tatere og krybskytter i jordhuler. Midt i 1700’tallet levede der kun få familier. De har dyrket lidt jord og haft nogle dyr, men det var et fattigt, øde og usikkert område. Så overfald og tyveri kunne godt være et bidrag til overlevelse.

Maleri af Hans Friis: Sejs Hede 1866

1840-1900 – få huse og en jernbane

Vi skal helt frem til 1840, før vi har konkret viden om de mennesker, der bor i området. Ved den landsdækkende folketælling er der for første gang registreret beboere på “Linaa Seits Hede”: 5 husstande med i alt 26 personer.

Sejs Hede var en del af Linå Sogn, der var kæmpestort. Det omfattede også Silkeborg og Lysbro. I 1855 blev det ændret. Herefter udgjorde Linå Sogn (Linå kommune) de nuværende Linå og Sejs-Svejbæk sogne.

Området blev kaldt Sønder Hede og bestod af skov og kratbevoksede hedestrækninger, som bønderne i Hårup og Linå brugte som græsning for deres heste og kreaturer. Her kunne dyrene gå løs – kun bevogtet af en hyrde. Efterhånden begyndte bønderne at udleje deres jordlodder på Linaa Seits Hede og Haarup Seits Hede til fæstere.

På den tid var Sejs en samling huse ved søen beboet af fattige folk. De skulle leve ud fra de sparsomme muligheder i området. Lidt landbrug, arbejde som træskomænd, fiskeri, bærplukning og skovbrug. Enkelte ernærede sig som bådførere på de store pramme, der fragtede varer op ad åen og søerne. De dårligst stillede boede i jordhuler gravet ind i bakkerne. Husmændene boede mest langs søen i lerklinede huse med stråtag eller tag af lyng og gulve af jord (Se artiklen: Om Ib og lille Christine).

Hans Smidt: Pramme på Gudenåen

I 1861 begynder Hjejlen at sejle på søerne, og i 1871 indvies jernbanestrækningen Skanderborg-Silkeborg med holdeplads på Linaa Sejs Hede. Ved den lejlighed får holdepladsen og dermed – senere – byen navnet Svejbæk.

Det er mest turisterne, der tager toget, da de tiltrækkes af det naturskønne område. Og fra holdepladsen kan de til fods komme til Himmelbjerget via Svejbæk Færge. Hvor der er turister er der handel – det gav bl.a. anledning til oprettelse af et traktørsted på gården Ludvigslyst. De lokale foretrak dog fortsat at lade sig transportere til søs. Der går mange år, før de begynder at tage toget.

Ved folketællingen i 1880 er indbyggertallet i Sejs-Svejbæk steget til 229 personer. De fleste ernærer sig fortsat ved agerbrug og skovarbejde samt lidt fiskeri. Men mange også ved fremstilling af træsko. Fra Sejs går nogle på arbejde til den opvoksende by Silkeborg. Vi kan se, at de fleste er tilflyttere. Det har karakteriseret vores område frem til i dag.

I Sejs bygges husene ofte af tilfældigt materiale. Dog mest murede og lerklinede strå- eller lyngtækte huse. Navnlig langs med Borresø. Ovenfor skrænten begynder man at rydde lyngen (hvor der er bebyggelse i dag). Hver enkelt fik et jordstykke og begyndte at dyrke det.

Børnene i Sejs og Svejbæk har næppe fået megen skolegang. De skulle gå langt: til Askehøj (Laven) eller Skellerup Nygårde (Hårup). Først i 1843 ansættes en lærer til at varetage undervisningen i Sejs. Senere holdes vinterskole (på Sejs Søvej). Og – endelig – 1879 bygges der en skole (på Julsøvej) hvor bebyggelsen Enebærvænget ligger i dag.

Hvad der skete i ”den store verden” fyldte ikke så meget i hverdagen. Men enkelte gange greb udefrakommende forhold også ind ( se artiklen:” Da statsministeren fik ejeren af Bjørnholt arresteret”).

1900-1940 – nye villaer og erhverv

I 1901 er indbyggertallet 204.
Før 1900 var der i Svejbæk udover stationsbygningen kun et vogterhus og gården Ludvigslyst samt nogle enkelte huse beboet af fattige folk. Det første private hus var købmandsbutikken (nuværende Julsøvej 222), der blev opført i 1903 og senere udvidet. Men efterhånden begynder mere velhavende folk at opkøbe attraktive grunde i Svejbæk med udsigt over søen. Nogle opfører sommerboliger, andre helårsboliger. Det med attraktive (rigmands)villaer i området er altså ikke noget nyt. I starten af århundredet er det navnlig i Svejbæk udviklingen sker. Men også her lever langt de fleste i første halvdel af 1900-tallet under meget fattige vilkår  (se artiklen: “Livet på Sejs Hede i starten af 1900’tallet ).

Gade i Sejs. Ca. 1925

Modsætningen mellem øget bebyggelse og bevarelse af naturen har langt tilbage været et tema. Allerede i starten af 1900-tallet har fremsynede folk øje for, at vigtige naturområder bør beskyttes. Sindbjerg og Stoubjerg bliver fredet i 1919, og i oktober 1945 afsiges fredningskendelse for hele hedearealet nedenfor bakkerne. Dermed har vi fortsat et hedeareal, hvor vi kan se, hvordan store dele af det nu bebyggede areal så ud i gamle dage.

Efterhånden begynder også Sejs at vokse. I 1928-30 begynder salget af byggegrunde.  Folk uden penge byggede blot et skur, idet man brugte, hvad man nu kunne få fat i af materialer. Der kommer flere ferie-lejre, bl.a. for DUI og Arbejder-samaritterne. Og mange silkeborgensere får sommerhus i Sejs. Sammen med Sejsborgerne havde de en fælles interesse i at få etableret et stoppested for toget i Sejs. Det sker i 1927, hvor der kommer et trinbræt for enden af Sindbjergvej (tidligere Trinbrætvej).

Veje eksisterede nærmest ikke. Det meste var smalle stier hen over heden. Og ”hovedvejen” (nuværende Julsøvej) var blot et par sandede hjulspor, som ofte var ufremkommelige.

Landbrug var – trods den magre jord – et udbredt erhverv. Der var enkelte gårde. Men udbyttet var lavt på grund af de sandede jorde. Det meste var små husmandsbrug. Mange havde arbejde ved
siden af, som fiskere, daglejere i skoven, pramdragere eller træskomænd. Herudover har adskillige være beskæftiget som håndværkere eller andre beskæftigelser som vognmand, taxa, damefrisør og savskærer. Men i 1919 starter Svejbæk Træskofabrik. Det bliver områdets store arbejdsplads. I 1928 er 40 mand beskæftiget og i 1929 er produktionen 222.566 par træsko.

Træskofabrikken – luftfoto

Der har i tidens løb været adskillige spisesteder. Ludvigslyst og Ålekroen har vi endnu. Af andre kan nævnes Gammel og Ny Hattenæs, Hyggestuen og Sejs Hedekro. Tidligere var der langt flere forretninger end i dag – ikke mindst adskillige købmænd.  I 1914 får Svejbæk telefoncentral med 10 abonnementer. Kortvarigt har der været zoologiske have både i Sejs og Svejbæk. Georg Krüger flytter i 1918 til Svejbæk, hvor han i Taterhytten opretter Danmarks første vandrehjem. Vandværk etableres i Svejbæk i 1934 og i Sejs 1939. Efterfølgende også den første kloakering.

I 1940 er indbyggertallet 517. Med befolkningstilvæksten stiger behovet for fælles aktiviteter. Der har eksempelvis været rigtig mange foreninger i tidens løb. Sejs-Svejbæk Skytteforening har eksisteret siden 1866 og er dermed den ældste af de  nuværende foreninger. Men der har også været afholdsforening, husmandsforening, socialdemokratisk partiforening m.fl. Et missionshus opføres hvor nu Multihuset ligger.

1940-1945 – Sejs-Svejbæk præges af den tyske besættelse 

Danmark er besat af tyske tropper fra 9. april 1940 til 5. maj 1945. Det mærkes også i vores område. Da der under krigen er mangel på brændstof, bliver der i stor stil gravet brunkul i Danmark, bl.a. på et areal øst for Borgdalsvej.

Tyskerne etablerer et stort våbendepot i et skovområde øst for Sejs Søvej (hvor Sejs Kirke, kirkegården og den resterende skov ligger i dag). Det hele afspærres med pigtrådshegn, der udlægges miner og tyske soldater bevogter området.

Adskillige frihedskæmpere fra Sejs tager kampen op mod besættelsesmagten (se artiklen: “Frihedskæmper Hans Krarup Andreasen”).

29. august 1944 bliver en stikker skudt, mens han sidder sammen med to tyske officerer ved et bord på Gl. Hattenæs.

I 1945 bliver en telegrafvogn ved Svejbæk Station sprængt af sabotører. Og sidst i krigen bliver Ludvigslyst, Ålekroen og Ny Hattenæs beslaglagt af tyskerne.

1945-1970 – byggeboom

I 1945 er Sejs-Svejbæk  fortsat et temmelig fattigt område med en dårlig infrastruktur – lige bortset fra jernbanen. I 1948 får Michael Kristensen dog lov til at etablere en busrute fra Silkeborg til Ludvigslyst. Den driver han til 1974, hvor busdriften bliver offentlig (se artiklen: “Da Sejs-Svejbæk fik busforbindelse”). Sejs Trinbræt bliver nedlagt den 22. maj 1970. De allerfleste veje i området er grusveje helt op i 1950’erne. Og først i starten af 60’erne får vejene navne (Læs om dette i artiklen: “Historien om vejnavne i Sejs-Svejbæk” ).

Men ret hurtigt kommer der gang i et stort byggeboom. Der bliver opført solide murstenshuse. I 1950 er indbyggertallet 872 og i 1960 er det 940 og herefter går det stærkt. I mange år er byen en blanding af pæne villaer og små beskedne huse af træ. Men efterhånden bliver det meste af det Sejs-Svejbæk, vi kender i dag, bebygget og området bliver forandret til et attraktivt villaområde.

Hus på Julsøvej under opførelse. Ca. 1956

Flere af områdets traditionelle erhverv eksisterer fortsat (Se artiklen “Ålemanden fra Sejs-Svejbæk”). Men Træskofabrikken må lukke i 1949. Den bliver afløst af Niels Larsen A/S, der sælger idræts- og skoleinventar. Andre virksomheder kommer til, bl.a. Ellegaards Møbelfabrik, Leif&Lorenz, et æg-pakkeri, bøjlefabrikken og måttefabrikken. Der etableres 2 campingpladser samt 2 benzinstationer, og herudover er der en række mindre erhvervsdrivende. Der er således fortsat beskæftigelsesmuligheder lokalt. Men tendensen går klart i retning af, at flere og flere pendler på arbejde. Til Silkeborg, men også til Århus og andre byer ligesom den central placering i Jylland gør stedet attraktivt for repræsentanter og sælgere, der skal dække et stort område.

Selv om der ved siden af skolen er opført en forskole, er der slet ikke plads til de mange børn. Sognerådet besluttet at opføre en nye skole i Sejs. Den bliver placeret på hjørnet af Julsøvej og Tyttebærvej og omfatter den nuværende skoles nordfløj og gymnastiksal. 

I Linå sogn er der på det tidspunkt skoler i Resenbro, Laven, Mollerup, Linå og Sejs. Men i slutningen af 60’erne lægges der an til en kommunalreform i Danmark. Derfor får man travlt med at få bygget en skole med overbygning, så børnene kan blive i lokalområdet også efter 7. klasse. Det besluttes, at den store skole skal etableres i Sejs ved en udbygning af den eksisterende skole fra 1959. Byggeriet sker ved en udvidelse mod syd. Det afsluttes i 1969 og omfatter aulaen og de to fløje, der udgår herfra.

Den gamle skole fungerer fortsat som forsamlingshus og Sejs Hedekro bliver etableret i bygningerne.
Børneinstitutioner er der ikke meget af. Den eneste børnehave er fru Rasmussens private børnehave på Bynkevej.

Komunalreformen gennemføres i 1970, hvor hele det gamle Linå Sogn bliver en del af den nye større Silkeborg Kommune.

1970 til i dag – Velfærd, ændret erhvervsstruktur og offentlige institutioner

Udbygningen af området fortsætter, men i et mere moderat tempo. Både almindelige huse, men også – navnlig langs med søen – store, flotte villaer. Indimellem kan man dog stadig finde enkelte af de gamle skure – nogle steder bliver der simpelthen bygget nyt hus uden om det gamle. Andre steder bliver der bygget til – de såkaldte “velfærds-knaster”. Efterhånden udvikler Sejs-Svejbæk til at være det område i Silkeborg Kommune, der har den højeste gennemsnitsindkomst.

Erhvervsstrukturen ændres. Ellegaards Møbelfabrik afløses af Mascot, der producerer arbejdstøj. Men efterhånden forsvinder alle produktionsvirksomheder i Sejs. Mascot, der er startet i Sejs, udvikler sig til en stor international virksomhed. Administrationen fastholdes i Sejs indtil 2018, hvor den flytter til virksomhedens nye domicil i Pårup.

I 1970 er der stadig mange lokale handel- og servicevirksomheder i Sejs-Svejbæk. Ikke mindre end 5 købmænd, bager, slagter, 2 bank-filialer, mælkemand, frisører, kiosk, frugt og grønt, håndværkere, vognmand m.fl. Men også dette ændrer sig, så der i 2018 kun er to store dagligvarebutikker og en slagter samt enkelte andre mindre forretninger. Af spisesteder er der i 1970 Ny Hattenæs, Hyggestuen Sejs Hedekro, Lydvigslyst og Ålekroen. I dag er kun de to sidstnævnte tilbage, til gengæld er der 2 pizzeriaer.

De eneste større lokale arbejdspladser er de offentlige institutioner. Sejs Plejecenter bliver opført. Skolen udbygges ad flere omgange, bl.a. med sydfløjen og hallen. Og – langt om længe – kommer der også bedre pasningsmuligheder for børnene med offentlige vuggestuer og børnehaver (Lynghøjen, Tyttebærhuset, Julsøhaven) samt skolens SFO for 0.-3. årgang og klub for 4.-6. årgang.

Udviklingen i erhvervsstrukturen har forstærket udviklingen af Sejs-Svejbæk som et område beboet af pendlere, der arbejder udenfor lokalområdet. Langt de fleste beboere er tilflyttere.

Efter et langt forarbejde, der strækker sig over 10 år, får Sejs-Svejbæk endelig egen kirke. Den indvies 10. december 1989.

Kommunalreformen i 2007 gør Silkeborg Kommune endnu større, så den også omfatter de tidligere Them, Gjern og Kjellerup kommuner. Det medfører dog ingen ændringer for Sejs-Svejbæk bortset fra, at det selvfølgelig gør det vanskeligere at få valgt lokale repræsentanter i byrådet, hvor Sejs-Svejbæk ellers traditionelt har været godt repræsenteret. Vores område har også fået valgt repræsentanter i både folketinget og Europa-Parlamentet.

Sejs-Svejbæk Lokalråd repræsenterer området – og er høringsberettiget – overfor offentlige myndigheder. Og der er et rigt foreningsliv: Sejs-Svejbæk Borgerforening, Sejskoret, Sejs blæserne, Svejbæk Grundejerforening, Sejs-Svejbæk efterløns- og Pensionstforening, Sejs-Svejbæk Krogræsserforening, Midtjydske Folkedansere, Sejs-spejderne, Sejs-Svejbæk Lokalhistoriske Forening, Guldalderklubben, Silkeborg Sejlklub, Sejs-Svejbæk Skytteforening samt Sejs-Svejbæk hjertestarterforening. Og – ikke mindst – Sejs Svejbæk Idrætsforening – der er områdets suverænt største forening, og hvor initiativrige folk har fået skabt et fantastisk samlingssted med etablering af klubhus, hal og multihus.

Sejs-Svejbæk er Silkeborg Kommunes tredjestørste bysamfund. I sagens natur kan alle ikke kende alle, som det var tilfældet ikke så langt tilbage i tiden. Men alligevel føler de fleste en stærk tilknytning til lokalområdet, og der er stor opbakning til de mange aktiviteter. Afslutningsvis kan det næppe udtrykkes bedre end følgende udsagn fra et medlem af Lokalhistorisk Forening. ”Jeg synes Sejs-Svejbæk er det nærmeste man kan komme paradis på jord. Det er som at bo i en lille landsby. Vi har så mange dejlige fælles ting her!”